første refleksjon

Refleksioner fra scenen – at malke klichéen.

Accepter! Vær spontan! Vær i nuet! Husk på hvad dine medspillere bidrager med af information! Accepter! Spontanitet! Nu! Mød monsteret! Som improvisatør er der mange tanker som flyver rundt i dit hoved når du står på scenen. Små detaljer som kan få stor indflydelse og udfordringer som du må overkomme i samarbejde med dine medspillere.  Én af udfordringerne man ofte står overfor som improvisatør er at ”møde monsteret”. I lørdags gik et lys op for mig. Når klichéerne malkes får vi lettere ved at møde monsteret.

I lørdags spillede vi en Harold på Kvarteret i Bergen. Harold er et Long form koncept som blev udviklet i midten af tresserne af teaterinstruktør og skuespiller  Del Close (1934-1999). Harold kan have forskellige strukturer og opbygninger, men forestillingen tager sit udgangspunkt i et bud fra publikum[1]. I lørdags spurgte vi ”Hvad er det første du tænker på, når jeg siger studentteater?” Svaret var ”student” og det var dette ordet som skulle danne udgangspunktet for vores Harold. I løbet af forestillingens begyndelse tog tre historier form: 


1) Historien om Fredrik som var ny student i Bergen og hans jagt på at opnå samme tilhørighed og succes som sin storebror.
2) Historien om Terese som ikke vidste hvilket studie hun skulle vælge.
3) Historien om Jørgen som havde noget stort indeni sig selv, men han vidste ikke helt hvad det var.

Det var de tre historier som blev vores ”Harold”.

Udtrykket ”at møde monsteret” bruges af Keith Johnstone i forbindelse med at beskrive den situation som improvisatørerne står i, når de skal opnå en konsensus på scenen. Hvad er det vi skal arbejde hen imod? Når vi først har fundet ud af hvad det er vi skal arbejde hen imod, så har vi lettere ved at finde ud af hvordan vi kan komme derhen. Hvis improvisatørerne aldrig formår at finde frem til hvad så risikerer de at scenen stagnere og spontaniteten dræbes. Det vil sige, at monsteret er med til at skabe udvikling og handling. 

Tilbage til lyset som jeg tændte i indledningen. Jeg skrev, at når vi malker klichéerne, så får vi lettere ved at møde monsteret. I lørdags havde vi tre historier og jeg vil trække frem den ene af disse, for at tydeliggøre mit point. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i historien om Terese.

I første scene møder vi Terese som er i tvivl om hvilket studie hun skal vælge, Jura eller medicin? I virkeligheden vil Terese egentlig bare blive lære. Tereses mor kommer på scenen og vi finder ud af at Terese presses til at studere enten medicin eller Jura, da det er hvad hendes far altid har ønsket. Herefter introduceres Tereses far, en temperamentsfuld herre, som både udøver hustruvold og samtidig gør Terese opmærksom på billedet af bedstefar. Manden som ville have at faderen skulle læse jura eller medicin. Et ønske som faderen aldrig klarede at opfylde. Derfor er det nu Tereses ansvar og han ”hjælper” hende med at udfylde ansøgningspapirerne.

I anden scene er Terese i gang med at pakke hendes kuffert. Hun forstyrres af moderen som er kommet for at fortælle sin datter, hvor stolt hun er. Moderen fortæller også om dengang hun selv var klar til at rejse til en ny by for at studere, men at faderen havde stået i døren og havde nægtet moderen at rejse. Nu kan Terese endelig komme væk fra dette liv, dette hjem og ikke mindst faderen. I det Terese skal gå ud af døren stiller faderen sig endnu engang i vejen (med et gevær). I en hæsblæsende kamp ofrer moderen sig selv for at Terese skal kunne komme væk.

I tredje scene ser vi Terese i hendes egen lægepraksis. Vi hører om hendes turer til Afrika, hendes kur mod Cancer, HIV og Tuberkulose (sunget i baggrunden imens hun spiller på scenen). Sangen afsluttes med et besøg af en ny patient. Det viser sig, at det er faderen som efter mange år endelig har fundet sin datter. De to har et opgør hvor vi blandt andet hører om alle de ting som Terese blev udsat for af sin far. Hun måtte partere hunden for at lære om kirurgi og i en alder af ti udfører amputationer på sin egen lillebror. Faderen forklarer at det var den eneste form for kærlighed han havde lært af sin egen far og han er kommet for at tage hende med hjem. Det hele ender i en pathos fyldt scene, akkompagneret af Cohens ”Halleluja”. Fader og datter finder hinanden til sidst.

Historien om Terese er en historie som indeholder flere genkendelige elementer, som kan findes i en klassisk Hollywood dramaturgi. I udgangspunktet har du Terese som har brug for hjælp. Moderen synliggør historien dilemma; skal hun følge sit hjerte, eller skal hun gøre som familien siger. På dette tidspunkt i historien har du etableret et offer (Terese) og en antagonist (moderen). Her ville det være oplagt for tredje improvisatør, at etablere en karakter som skal hjælpe Terese ud af konflikten (protagonisten). Men i stedet etableres en endnu større antagonist (faderen) og historien tager en drejning som ikke er forventet. Terese er fremdeles offer, men moderen bliver til protagonist og faderen til antagonist. Denne pludselige rollefordeling vil kunne skabe mere forvirring en gavn for improvisatøren, for hvad er målet med scenen, hvad er monsteret? Og det er her klichéerne kommer ind i billedet! Kliché defineres som en ”nedslidt sproglig vending” og som noget der ”[…]foregiver originalitet, men opleves som banal”[2]. Efter første scene står klichéerne nærmest i kø. Du har: 1. Den onde far som slår sin hustru og som tyranniserer hele familien. 2. Datteren som kommer fra intet og alligevel ender med succes. 3. Moderen som ofrer sig selv for at datteren skal få de muligheder hun aldrig selv havde. Og 4. Faderen som ikke kender til anden kærlighed end den han selv har været udsat for. Alle fire retninger indeholder noget originalt som kan forvandles til noget banal. Det handler ret og slet om, at improvisatørerne skal tage et valg, eller ret slet bare at pøse på med dem alle på en gang. I lørdags vidste vi jo ikke hvad historien skulle ende med at blive, men efterhånden som vi begyndte at malke klichéerne blev historien endnu mere nuanceret. Det samme gjorde karaktererne.

I lørdags gik et lys op for mig! jeg så pludseligt, at klichéerne kunne bruges som et hjælpemiddel for mig selv og mine medspillere. De gav os nogle muligheder, som vi så kunne tage med videre og anvende ligesom vi ville. Vi kunne overdrive de, manipulere de eller lade os inspirere af de. Alt sammen ting, som hjalp os med at definerer hvad vi skulle fortælle med historien og hvordan vi skulle fortælle den. Dermed ”mødte” vi ”monsteret” og jo tidligere du møder det, jo hurtigere får du defineret den ramme/historie som du skal fortælle! Som igen medvirker til, at du får overskud til at lade spontaniteten og kreativiteten slå sig løs på scenen.

IMPRO TIL FOLKET! 

---

[1] For mere info om Harold se f.eks.:

1.     Halpern, & Del Close (1952-); Truth in Comedy : The Manual for improvisation, MCMMXCIV, MMI Charna Halpern, Del Close, Kim Johnson an Mweriwther Publishing Ltd.

2.     http://plays.about.com/od/improvgames/a/harold.htm

[2] http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Litter%C3%A6r_terminologi/klich%C3%A9